Du starter din rejse med at flyve fra København til Nuuk.
Lufthavnen i Nuuk er den nye indfaldsvinkel til Grønland og dit første stop på denne rejse. Nuuks bagland gemmer på en fantastisk natur, hvor det enorme fjordsystem er meget markant.
Du bliver hentet i lufthavnen og kørt til Hotel SØMA, der ligger ved den spændende havn.
Efter det praktiske med check-in, holder guiden informationsmøde. På mødet får du oplysninger om byen, området, spise- og udflugtsmuligheder og kan få bekræftet de udflugter, du allerede har bestilt hjemmefra. Det er også muligt at bestille udflugter på mødet.
Har du købt udflugten, er det efter mødet tid til at opleve Nuuk på en guidet byvandring.
Byvandring i Nuuk med kaffemik (tilkøb)
Byvandringen inkluderer et besøg på Grønlands Nationalmuseum. Her kan du se fund fra alle tidsperioder og civilisationer i Grønland. Efter ca. 30 minutter på museet forsætter vi rundt i området, der bliver kaldt Kolonihavnen. Det er her, de fleste af de originale huse fra det 17. og 18. århundrede stadig står. På vejen passerer vi Hans Egedes hus, skulpturen af Havets Moder og den omdiskuterede statue af Hans Egede ved Grønlands Domkirke.
Vi går derefter til ‘Brættet’, det traditionelle marked, hvor lokalt fangede fisk, sæler og rensdyr bliver solgt – helt frisk.
Nu går turen videre mod Grønlands regeringsbygninger og herefter mod Grønlands Kulturhus Katuaq. Når vi har set Katuaq, skal vi til kaffemik hos en lokal familie, der serverer kaffe og kage og fortæller om livet i Grønlands hovedstad.
Derefter går vi tilbage til centrum, hvor der er fine indkøbsmuligheder og mange andre spændende ting at give sig til.