Nuuk har meget at tilbyde dig på dit fem-dages ophold. Du har eksempelvis mulighed for at se kulturhuset Katuaq, som ligger midt i centrum, side om side med gode shoppingmuligheder i Nuuk Center. Du kan gå på fiskemarkedet ‘Brættet’ og efterfølgende besøge den gamle bydel og kolonihavnen – og så skal vi selvfølgelig ikke glemme et besøg på nationalmuseet.
Om aftenen kan du gå ud og spise på en byens mange restauranter og hold endelig øje med koncerter og arrangementer i Katuaq.
TILKØB: Vinterudflugter
Byrundtur i Nuuk
Byrundturen inkluderer et besøg på Grønlands Nationalmuseum. Her kan du se fund fra alle tidsperioder og civilisationer i Grønland. Efter ca. 30 minutter på museet forsætter vi rundt i området, der bliver kaldt Kolonihavnen. Det er her de fleste af de originale huse fra det 17. og 18. århundrede stadig står. På vejen passerer vi Hans Egedes hus, skulpturen af Havets Moder og den omdiskuterede statue af Hans Egede ved Grønlands Domkirke.
Vi går derefter til ‘Brættet’, det traditionelle marked, hvor lokalt fangede fisk, sæler og rensdyr bliver solgt – helt frisk.
Nu går turen videre mod Grønlands regeringsbygninger og herefter mod Grønlands Kulturhuset Katuaq, hvor vores tur ender. Du er nu så centralt som du kan være, og her er der fine indkøbsmuligheder. Og mange andre spændende ting, at give sig til.
Aftenbådtur – Nordlysjagt
Tag med på en fortryllende aftensejlads fra Nuuk, hvor byens lys langsomt forsvinder, og fjordens mørke åbner sig. Herude, under den arktiske himmel, leder vi efter klare sprækker i skydækket og muligheden for at opleve nordlyset, når det danser i bølgende grønne og violette nuancer hen over natten.
Vores engagerede besætning sejler ud hver aften – uanset vejret – for nordlyset er et naturfænomen, der ikke kan planlægges. Undervejs deler vores guider spændende fortællinger om nordlyset, grønlandske myter og livet i Arktis, så oplevelsen rækker langt ud over det visuelle.
Ombord kan du varme dig med kaffe, te eller varm kakao, mens stilheden og det arktiske landskab omslutter dig. Uanset om nordlyset viser sig eller ej, er turen en særlig oplevelse – en rolig, sanselig aften på fjorden, hvor naturens skiftende udtryk er i centrum.
Isfjordssejlads – vinter
Oplev vinterens isfjord på en stemningsfuld sejltur, hvor vi bevæger os dybt ind i det arktiske landskab. Afhængigt af årstiden kan vi enten sejle langt ind mod gletsjeren eller opleve fjorden, når den begynder at fryse til og dækkes af store, drivende isflager. Finder vi stabil havis, kan du – hvis du har lyst – få mulighed for at træde ud og mærke stilheden på den frosne fjord.
Undervejs passerer vi fjelde og øer, blandt andet området omkring Qoornoq, hvor vi håber at opleve is i mange former og nuancer. Turen byder også på gode chancer for at se arktisk dyreliv som havørne, sæler og måske en overvintrende hval.
Sejladsen foregår i vores egne både med opvarmet kabine og siddepladser til alle. Du kan også gå ud på dækket og nyde udsigten helt tæt på. Ombord findes desuden toilet, og vi serverer kaffe, te og varm kakao. Da turen varer flere timer, anbefaler vi, at du medbringer din egen frokost.
TILKØB: Sommerudflugter
Byrundtur i Nuuk på UTV
Tag med på en anderledes byrundtur i Nuuk, hvor vi udforsker byen i UTV – en sjov og utraditionel måde at opleve hovedstaden på. Turen varer omkring halvanden time og fører os forbi historiske steder og karakteristiske bygninger, mens guiden deler små historier og fakta undervejs.
Vi starter ved havnen og kører mod byens sydligste del, hvor du får mulighed for at se steder, som de færreste besøger på egen hånd. Undervejs holder vi en pause og nyder en grønlandsk fiskesuppe på caféen hos Inuk Hostels – et hyggeligt sted med udsigt over fjorden.
Det er en afslappet og oplevelsesrig tur, hvor du mærker både byens puls og den omkringliggende natur, som tilsammen gør Nuuk til noget helt særligt.
Bådtur til Qooqqut – fang din egen middag
Vi stævner ud fra Nuuk på en sejltur til den gode Qooqqut Nuan’ Restaurant. Men dette er ikke noget almindeligt restaurantbesøg.
Vi sejler gennem det enorme fjordsystem bag Nuuk, som er det næststørste fjordsystem i verden. I Qooqqut-fjorden stopper vi motoren og pilker vores egen frokost. I dag er der ingen klager over, at fisken ikke er frisk.
Qooqqut ligger i en vidunderlig dal i Qooqqut-fjorden. Bjergene, der omgiver dalen, er op til 2.000 meter høje. En af Nuuks mest respekterede kokke opholder sig her om sommeren og serverer de mest fantastiske retter. I dag skal vi spise vores egen friskfangede fisk (der er ikke fangstgaranti, men hvis vi ikke fanger noget, har restauranten selv fisk klar til os).
Som et særsyn så højt oppe i Grønland er der træer spredt smukt i området bag restauranten. Overvej at tage på en lille vandretur for en god fotomulighed, mens kokken er på arbejde med din fisk.
Efter middagen hopper vi tilbage i båden og vender stævnen mod Nuuk.
Hvalsafari i Nuuks fjordsystem
Tag med på en uforglemmelig sejltur i Nuuks imponerende fjordsystem, hvor vi leder efter nogle af havets største og mest fascinerende skabninger – pukkelhvalerne.
Hver sommer, fra juni til september, vender hvalerne tilbage til de grønlandske farvande for at spise sig mætte i krill og småfisk. Her kan de ses på tæt hold, når de løfter deres karakteristiske haler over vandoverfladen eller glider roligt forbi båden. Mange oplever mødet som noget næsten spirituelt – en stille, storslået påmindelse om naturens kræfter.
Turen varer 3–4 timer afhængig af bådtype, og vi følger altid myndighedernes anbefalinger for sejlads blandt hvaler. Det er en fantastisk mulighed for at opleve dyrelivet i Nuuks fjorde på nært hold – og måske tage et minde med hjem, du aldrig glemmer.
Bemærk: I april og maj har vi ikke nogen udflugtspakke, men du kan selv booke dine udflugter hos Arctic Excursions.